MFA Biler med til at åbne Climate Planet

I Aarhus har man opstillet en kæmpe, spektakulær jordklode på havnen for at sætte fokus på miljøet. Allerede inden den er åbnet for offentligheden, har Hans Vennekilde fra MFA Biler besøgt Climate Planet.
Som Toyota-forhandler har han nemlig forpligtet sig til at tage ansvar for miljøet i det daglige arbejde. Besøget blev brugt på at blive klogere på hverdagens vigtige miljøindsats på værkstedet, høre om Toyotas ambitiøse miljømål og lære om klimaet og miljøet med hjælp fra klimaeksperten Jesper Theilgaard.

Himlen blev sort som natten, et kæmpemæssigt hul åbnede sig foroven, og pludselig styrtede det ned med regn, da Hans Vennekilde besøgte Climate Planet i Aarhus.

Det var næsten, som om at arrangørerne havde sat vejret i scene for at sætte fokus på de ustabile vejrforhold, som er en konsekvens af jordens klimaforandringer. Det var dog ikke tilfældet, og arrangørerne havde store problemer med at holde vandet ude af den store jordklode, gæsterne skulle ind i.

Klodens miljø i vores hænder

"Det var helt vildt at opleve. Regnen væltede ned. Men vi kom nogenlunde tørre ind i den spektakulære jordklode, så vi kunne blive klogere på, hvordan vi alle påvirker miljøet – både som privatpersoner og som virksomhed. Den heftige regn satte dagens budskab i perspektiv. Vi oplever alle, hvordan vejret bliver mere uforudsigeligt, og vi er alle nødt til at tage et ansvar for vores fælles miljø," fortæller Hans.

Han var inviteret til Climate Planet for bedre at kunne tage hånd om den lokale miljøindsats.

"I løbet af dagen blev vi præsenteret for Toyotas ambitiøse miljømål. I 2050 vil Toyota være helt CO2- neutral. Man vil reducere CO2-udledningen fra alle Toyota-biler til nul i hele bilens livscyklus – altså lige fra produktion og brug til skrotning og genanvendelse af fx plasticdele. Det har naturligvis betydning for vores daglige arbejde. Vi skal være med til at gøre vores kunder opmærksom på grønnere biler, og når vi reparerer eller sender en bil til ophugning, skal vi sikre, at vi gør det på den mest miljørigtige måde. Det er en del af vores ansvar som Toyota-forhandler.”   

Global ambition med lokal indsats

Helt konkret har Toyota givet sig selv 6 udfordringer med det mål at blive CO2-neutral i 2050. Udfordringerne involverer alt fra Toyotas fabrikker i hele verden til bildesignere i Nice i Frankrig og lokale Toyota-bilforhandlere i Danmark.

”Vi vil udvikle flere biler, der enten forurener mindre eller slet ikke forurener – og vi er allerede godt i gang med vores hybrid- og brintbiler. Men det handler ikke kun om forureningen under kørslen. Vores biler skal også bygges af genanvendelige materialer, og vi vil sikre nul CO2-udledning i hele bilens livscyklus. Vores fabrikker skal bruge vedvarende energi, og vi vil minimere vores vandforbrug. Og så vil vi sikre et bedre nærmiljø gennem samarbejde med lokale miljøorganisationer,” lyder nogle af de konkrete mål fra Toyota, som kalder hele indsatsen for ’Miljøudfordring 2050’"

Lærerig dag sammen med Jesper Theilgaard

Under Climate Planets store kuppel satte vejr- og klimaekspert fra DR, Jesper Theilgaard, fokus på tidens alvorlige miljømæssige udfordringer og lagde vægt på, at alle må tage et ansvar for miljøet – enkeltperson som virksomhed.

”Klimaproblemet, som menneskeheden står over for, kan potentielt være en katastrofe for vores art, men med kløgt og forstand har vi mulighed for at afbøde de værste virkninger. Det kræver information og viden spredt ud til alle hjørner af vores samfund. Det er ikke kun et spørgsmål for ’eliten,’ som kan diskutere problemstillingen på et akademisk niveau. Nej – det er i høj grad vigtigt at få alle dele af samfundet med, så det bliver en bevægelse hen mod et mere bæredygtigt samfund.”

Det fælles ansvar og den aktive lokale indsats er Hans glad for at være en del af som Toyota-forhandler.

”Det havde en stor effekt på mig at se og opleve, hvordan det står til med miljøet. Det var meget lærerigt og utroligt tankevækkende at besøge Climate Planet. Og jeg er glad for, at vi gennem vores samarbejde med Toyota er med til at tage et medansvar for at gøre en forskel for miljøet. Hver en indsats hjælper, så derfor er det vigtigt, at vi står sammen om at gøre noget for miljøet. Det er helt sikkert et budskab, jeg tager med mig hjem.”  

 

Climate Planet åben for alle

 

Hans Vennekilde fra MFA Biler var blandt de allerførste i Danmark til at besøge Climate Planet, men fra den 24. juni til den 6. august er den spektakulære jordklode åben for alle.  

 

En gigantisk jordklode har indtaget havnen i Aarhus som en meteor, der er landet fra himlen. Inde i den kan man opleve én af nyere tids største teknologiske oplevelser med fokus på Jordens klima. Det hele sker i forbindelse med, at Aarhus er udnævnt til Europæisk Kulturhovedstad i 2017.

 

I midten af den enorme globeformede konstruktion hænger endnu en globe – med en diameter på 4 meter – svævende i rummet. Via live-transmissioner fra satellitter viser globen Jorden i real time, som den ser ud fra rummet. Og ikke nok med det –  Climate Planet er lagret med globale vejrdata, indsamlet siden 1905, og kan vise Jordens klimaudvikling siden dengang og videre ud i fremtiden. En skrøbelig fremtid, som afhænger af vores handlinger nu, men som vi i fællesskab kan gøre til en smuk fremtid for vores planet.

Vejr- og klimaeksperten Jesper Theilgaard er stemmen og forfatteren bag fortællingen i Climate Planet, som er udviklet i samarbejde med NASA med det formål at skabe et samlet overblik over og fokus på klimasituationen på hele kloden.

Climate Planet er en helt unik event, hvis lige aldrig tidligere har eksisteret noget andet sted i verden.